

Ny korleder fra august 2026
Fra august 2026 har vi indledt et samarbejde med en ny dygtig musikalsk leder. Sagt med KORiøse ord: Yeehaaaa!
Vi har gaflet en fantastisk karismatisk, utrolig dygtig og virkelig sød og sprælsk korleder, som vi tror på kan skubbe os langt ud over scenekanten, og som kan dyrke vores fællesskab OG vores mange halvskøre idéer.
Det er vores klare opfattelse, at Christian Hansen er indbegrebet af vores mantra: "Færdighed, finurlighed og fællesskab", og han er kendt for at kunne løfte lyden på ethvert kor.
Efter vores egen skråsikre overbevisning er vi ikke ethvert kor, så hvad kan det ikke blive til??!? 😉
Christian er opvokset i USA, men har boet flere år i både Holland og Danmark. Han taler dansk, så de dansksprogede sange kan vi stadig have på repertoiret. Musik har været omdrejningspunktet i Christians liv, og han har adskillige uddannelser samt erfaring indenfor både musik, sang, kor, performance, dans, sprog og kommunikation – både som udøver og som underviser.
Christian glæder sig til at blive en del af KORiøs' finurlige fællesskab, og vi glæder os meget til at byde ham velkommen!
